7 Tips Til At Holde Varmen I Soveposen
Når jeg fortæller om mine oplevelser i naturen, hører jeg tit at “det må ha’ været koldt at sove udenfor”. Men det behøver det faktisk ikke at være. Derfor har jeg lavet denne liste på syv tips der hjælper til at holde varmen i soveposen.
1) Vælg den rigtige sovepose!
Undersøg hvad temperaturen bliver på din tur og vælg en sovepose ud fra dette. Hvis der i aften bliver mellem tre og fire grader, så jeg har en sovepose med, som har en komforttemperatur på 2 grader. Hellere være på den sikre side. Læg mærke til at der er forskel på komforttemperaturen mellem mænd og kvinder.
2) Fold soveposen ud når du har sat lejr op.
Om det er en dunsovepose eller en fibersovepose, så har den brug for at folde sig ordentligt ud, for at holde på isolationen. Ryst posen godt og grundigt og lad den puste sig selv op, før du hopper i den.
3) For meget plads, giver for lidt varme.
Hvis du har for meget tom plads tilovers i din sovepose, vil det være svært at varme det op. Vær opmærksom på at vælge en sovepose der passer til din unikke størrelse. Både i bredden og i længden. Sørg så vidt muligt for at ligge på ryggen, for at bevare så meget varme som muligt.
4) Undgå kolde fødder
Dine fødder bliver hurtigt kolde, derfor er det vigtigt at der ikke er for meget tom plads omkring dem. Ofte er vores soveposer længere end os selv. I det tilfælde anbefaler jeg at måle op til den ønskede størrelse og binde en snor i bunden. På den måde er der mindre plads der skal bevare varmen.
5) Ekstra beskyttelse.
En større blæst eller et regnvejr kan forekomme når du sover ude. Som ekstra isolation mod vind og kulde kan du vælge at binde din jakke rundt om soveposen. Du kan også med fordel tage bunden af din sovepose ned i dit soveposehylster.
6) Skift altid ud af dagens tøj.
Selvom det tøj du har på er varmere end det som ligger i din taske, så vil fugtige sokker eller en svedig t-shirt ikke være fordelagtigt i en sovepose. Skift altid til tørt tøj inden du kryber til køjs. Se det som en investering. Du bruger to kolde minutter på at skifte, for at sikre en varm nats søvn. Den mest optimale beklædning i soveposen vil være noget godt uldundertøj.
7) Få varmen først.
Hvis du går i seng imens du fryser, kommer du til at fryse i soveposen. Løb ti gange rundt om teltet, hop på stedet eller gå dig varm. Soveposen bevarer varmen. Derfor er det vigtigt at du tager varmen med ned i soveposen fra start af.
BONUSINFO: Varmen forlader kroppen fra hovedet af, så hvis det er meget koldt bør du tage en hue på.
Som konklusion vil jeg anbefale at du taler sammen med din lokale friluftsbutik og finder den bedste sovepose til dig og din tur. Så er det bare om at komme ud og prøve kræfter med naturen.